Skip to main content

En praksisfortælling om Kompetencehjulet

Nu forstår jeg Jens!

"Den gode relation slår ikke til, hvis forventningerne til børnene ikke afstemmes efter børnenes faktiske udviklingsalder – nærmeste udviklingszone".

Det er denne fortælling fra Birthe, der er specialpædagog i Kolding Kommune, et godt eksempel på.

Artikel skrevet af Birte Simonsen, specialpædagog i Kolding Kommunes Team for Pædagogisk Kvalitetsudvikling

I en given vuggestue følger jeg en dreng, der som to årig starter i vuggestue efter at have været hjemme hos mor fra fødslen

Vi kalder drengen Jens.

Opstarten i vuggestue

Opstarten blev svær for Jens. Han blev hurtig glad for de voksne og fandt trøst og ro her, men havde svært ved at finde ind i rutiner: komme op til bordet, blive ved bordet indtil vi havde spist færdig, fået vaskeklud og sunget sangen om skorstensfejeren, der er signal til, at nu er vi færdige ved bordet, kravle ned og lægge hagesmæk og klud i vasketøjskurven. Det kan de andre et-årige! Hvorfor kan han ikke?

Udfordringerne

Hjælp til rutinerne blev til konflikt på konflikt med et barn, der kastede sig på jorden og ikke ville, som vi ville, trods omsorg, trøst og genafstemning. Jens var af anden etnisk herkomst og forældrene taler et andet sprog med ham hjemme, større søskende taler dansk til ham. Men i vuggestuen havde Jens næsten ingen ord, men kommunikerede med gråd og pegede, når han ville have noget,  men ikke for at dele oplevelser.

Jens var ofte træt og klynkende. Han havde ingen overskud til fleksibilitet og til at samarbejde.

Hans nysgerrighed til de andre børn var reduceret til det legetøj, de havde i hånden eller til den plads på madrassen, som de havde indtaget og som Jens nu gerne ville have. Jens trak og hev insisterende i de andre børn for at flytte dem væk fra legetøj eller madrassen. De begyndte at blive bange for ham.

Ved skift fra spisning til leg, fra stue til legeplads, fra legeplads til stue gik det galt, og Jens ville ikke med.

Vi begyndte at lægge an til at gøre noget mere for Jens

I LearnLabs metodeværktøjskasse findes "Kaoslinjen". Vi brugte Kaoslinjen til at afsøge underliggende strukturer, der kunne medvirke til at Jens stødte hovedet mod "kaoslinjen". Vi planlagde at lave Kompetencehjul og samarbejde mere med forældrene.

I samarbejde med forældrene stopper vi med at putte Jens, mens han er i vuggestue, da han sover dårligt hjemme og er svær at putte. Da vi ændrer søvnrytmen, får vi en mere udhvilet dreng, der er lidt mere nysgerrig.

Vi laver kompetencehjulet på Jens, da han er 2½ år (cirka samtidig med at vi ændrer søvnrytmen). Profilen viser ham som et yngre barn – ned til et år på nogle områder.

Da vi begynder at sammenligne ham med de et-årige og 1½ årige på stuen, udbryder en kollega:

Nu forstår jeg Jens - nu kan jeg se ham - nu giver det mening! Når jeg giver ham samspil som en et-årig, svarer han relevant og som forventet, og jeg får smil og glæde i samspillet og han er meget lettere at holde af.

Analyse

Vi kunne finde sammenhænge i Kompetencehjulet og fandt frem til hans nærmeste udviklingszone i det sociale samspil. Det samspil, der tidligere var en rodet udfordring, blev ordnet i små detaljer.

Vi samlede følgene spørgemål og sammenholdt udviklingen i dem:

  • Social tænkning: Social reference 12 mdr.: Kan med hjælp

  • Social kommunikation: Viser gensidighed i kommunikation i lege, 12 mdr.: Kan med hjælp

  • Social kommunikation: At pege 12 mdr.: Kan med hjælp

  • Personlige: Tilknytning (tilknytningsfase 3): Kan udforske verden/søge trøst, 24 mdr.: Kan med hjælp.

 

Med hjælp fra Kompetencehjulet blev det konkret, at Jens ikke selv pegede og ikke fulgte vores pegning for at dele opmærksomhed. Han brugte ikke social reference til at orientere sig, altså at afsøge den voksnes mimik for at finde tegn på, at hans handlinger var ok eller ikke. Værsgo-tak lege var hans NUZO, det var i værsgo tak lege at han viste gensidighed. Dvs. grundlæggende socialt samspil var svært for ham. Han var ikke nysgerrig på de andre børn, eller hvad de voksne lavede: kost klud spand osv. Han var ikke udforskende - altså manglede han tryghed i vuggestuen.


Handleplan

Det gav anledning til, at vi satte ind på tilknytning og tryghed og brugte middagsstunden, hvor de andre børn sov til at lege borte-tit-tit, og værsgo-tak og andre variationer på små sekvenser af social kommunikation. Samspillet passede det lige ind i Jens nærmeste udviklingszone. Det så vi tydeligt, for det blev med smil og iver at han gik ind i legene.

De glædesfylde legesamspil gav bedre tilknytning og mere tryghed og dermed mere nysgerrighed til at udforske og lære.

I det positive samspil gik det op for os (som vi næsten ikke havde set tidligere), at Jens faktisk havde mange ord, som nu kom frem og blev til flere og flere.

Stille og roligt bliver konflikterne om at komme op til bordet og ud på legepladsen færre og mindre kraftige. Vi ser nu en tendens til, at Jens evner og har lyst og overskud til at samarbejde. Han vil nu gerne dele oplevelser og inviterer selv til leg. De små sekvenser af lege bliver udvidet og nuanceret. Jens er begyndt at pege - ikke kun for at få kassen med klodser, men for at dele at ”der er en edderkop” - dele oplevelser, som er en grundlæggende social kompetence! Og vi har flere værktøjer til at gå i samspil med Jens.

Fremad

Vejen for Jens er lang frem til at blive en dreng i alderssvarende i udvikling, men lige nu er han en dreng i udvikling og trivsel. Vi kommer til at lave mange flere handleplaner for ham. Lige om hjørnet venter en stor udfordring: børnehavestart.

Men med Kompetencehjulet i hånden er vi godt forberedte til at følge hans udviklings op- og nedture og besvare dem i nærmeste udviklingszone. Vi vil have mulighed for at se, hvordan hans ageren og samspil giver mening, når vi gennem kompetencehjulet kan se udviklingsalderen.

Samtidig med at kompetencehjulet finder alle de nærmeste udviklingszoner, vi skal handle i, så giver det os også hints til handleplaner og tilgange, der giver udvikling og trivsel.

Jeg glæder mig allerede til at se hans næste kompetencehjul!

Metode

Kaoslinjen

Metoden "Kaoslinjen" handler om, at summen af et barns udfordringer eller belastninger kan overstige det, barnet har ressourcer til at håndtere. Kaoslinjen er det punkt, hvor filmen knækker, og barnet ikke kan magte selv små ting. Metoden arbejder konstruktivt med at undersøge, hvilke udfordringer der tager barnets energi, og hvordan man kan gøre udfordringerne færre. Metoden er velegnet til børn i alle aldre.

Metoden er beskrevet i "40 veje til bedre trivsel for børn i dagtilbud – metoder fra praksis", som er tilgængelig i Kompetencehjulet.

Udgivet