Børn og forældre skal vide, hvilket rum de træder ind i dagtilbud og skole
Dagtilbud og skoler har brug for tydelige værdier og færdselsregler, som børn, forældre og medarbejdere kender, lever efter og kan regne med i hverdagen.
Denne Klumme er nummer 2. i LearnLabs serie om de mange forskellige "Rum" familier og professionelle bevæger sig ind og ud af, i løbet af en dag, fra de går ud af hoveddøren, til de vender hjem igen.
Værdier skal være mere end ord på en hjemmeside. De skal kunne genkendes i hverdagen og være en fælles referenceramme for børn, forældre og medarbejdere – især når noget bliver svært.
Kulturen findes – også når vi ikke har beskrevet den
Vi taler meget om børn og unges trivsel, om forældrenes ansvar og om de vilkår, medarbejderne i dagtilbud og skoler arbejder under. Men måske mangler vi en mere grundlæggende samtale: Hvad er det egentlig for et fælles rum, vi ønsker at skabe omkring vores børn?
Alle dagtilbud og skoler har en kultur. Den findes i måden, vi taler til hinanden på, i forventningerne til børn og voksne, i måden konflikter håndteres på, og i det, vi accepterer eller ikke accepterer. Kulturen findes, uanset om den er beskrevet eller ej. Derfor er spørgsmålet ikke, om institutionen har færdselsregler, værdier og normer. Spørgsmålet er, om de er tydelige, fælles og til at regne med.
De fleste steder findes allerede værdigrundlag med ord som respekt, fællesskab, ansvar og trivsel. Men værdier får først betydning, når de kan genkendes i hverdagen. Hvad betyder respekt, når en forælder og en medarbejder er stærkt uenige? Hvad betyder fællesskab, når et barn har brug for at trække sig? Hvad forventer vi af hinanden, når et barn overskrider andres grænser? Det er i sådanne situationer, værdier skal være mere end ord på en hjemmeside.
Når værdier bliver en fælles referenceramme
Jeg har selv oplevet betydningen af en fælles referenceramme. Som forstander for Aalborg Produktionsskole, dengang landets næststørste, Brugte underviserne og jeg, sammen, tid på at beskrive den kultur og de værdier, der skulle danne ramme om skolen. Blandt andet var kriminalitet bortvisningsgrund.
Da en ung mand begik indbrud på en tankstation, gik kammerater i forbøn for ham. Ved vores daglige fælles frokost forklarede jeg, hvorfor vi fastholdt beslutningen om, at være de voksne, de unge kunne regne med, og at et ja er "Ja" og nej et "Nej", selvom det gjorde ondt at bortvise kammeraten. Da en elev senere blev bortvist af samme grund, var kammeraternes kommentar kort: »Det vidste han jo.«
De ord har fulgt mig. De viste, at værdierne ikke længere blot stod i et dokument. De unge kendte den fælles referenceramme.
Tydelighed og rummelighed er ikke modsætninger
Det betyder ikke, at tydelighed er det samme som, at alle børn skal behandles ens. Tværtimod. I både dagtilbud og skoler møder vi børn med meget forskellige forudsætninger. Nogle har psykiske vanskeligheder eller psykiatriske diagnoser. Nogle har oplevelser med sig hjemmefra, som påvirker deres møde med voksne, grænser og fællesskaber. Det skal det fælles rum også kunne rumme.
Færdselsreglerne skal derfor ikke alene beskrive, hvad vi forventer af barnet. De skal også fortælle, hvad barnet og familien kan forvente af fællesskabet. Et barn, der har brug for at trække sig, skal måske have mulighed for det. Et andet har brug for en kendt voksen eller mere forudsigelighed. Samtidig har de øvrige børn krav på tryghed og på, at deres fællesskab fungerer. Tydelighed og rummelighed er ikke modsætninger. Tydelige rammer kan netop gøre forskellighed mulig.
Kulturen skabes, mens vi taler om den
Jeg kunne derfor ønske mig, at hvert dagtilbud og hver skole sammen med børn, forældre, medarbejdere, ledelse og bestyrelse beskrev det rum, de ønsker at være kendt for – og vurderet på.
Ikke som endnu et centralt koncept eller et dokument, ledelsen udarbejder på en temadag. Processen er mindst lige så vigtig som resultatet. Hvilke gode øjeblikke fra vores hverdag fortæller noget om den kultur, vi ønsker mere af? Hvilke hændelser ønsker vi ikke gentaget? Hvad skal børn kunne forvente af de voksne, de voksne af forældrene og forældrene af institutionen? Og hvad kan fællesskabet med rimelighed forvente af børnene?
Det tager tid at finde svarene. Men kulturændringen begynder allerede, når samtalen begynder.
Processen frem mod det fælles rum
Det fælles rum kan ikke skrives frem af ledelsen alene. Det bliver til, når børn, forældre og medarbejdere sammen undersøger, hvad de vil kendes på, hvad de vil have mere af – og hvad de vil gøre anderledes.
Forskellen på værdier, man har, og værdier, man lever
Der findes skoler og dagtilbud, som har gjort deres fælles kultur tydelig. Nogle steder lever den i hverdagen. Andre steder bliver værdierne måske især fundet frem ved forældremødet eller den årlige temadag. Det afgørende er forskellen mellem værdier, man har, og værdier, man lever.
En fælles beskrivelse af institutionens rum skal derfor ikke være en facitliste. Den skal være noget, børn, forældre, medarbejdere og ledelse kan vende tilbage til, især når noget går galt: Hvad var det, vi aftalte med hinanden? Hvilket sted ønsker vi at være, og hvad kræver det af os hver især?
Børn har krav på at vide, hvilket fællesskab de træder ind i. Forældre har krav på det samme. Og medarbejderne har brug for en fælles referenceramme, som ikke skal opfindes på ny, hver gang hverdagen bliver vanskelig.
Måske skal vi derfor bruge mindre tid på at formulere værdier, der lyder rigtige, og mere tid på sammen at beskrive den kultur, vi faktisk vil kendes på – og tør lade os vurdere på.
Det fælles rum
Det fælles rum bliver tydeligt, når børn, forældre og medarbejdere ved, hvilke værdier, forventninger og færdselsregler de kan regne med – og hvad fællesskabet forventer af dem.
Ethel Hansen
Grundlægger af Kompetencehjulet, direktør i LearnLab og DLD-lobbyist.
Efter et langt arbejdsliv med ansvar for børn, unge og familier i kommunalt regi som lærer, produktionsskoleforstander og distriktskontorchef i Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune fik jeg ideen til Kompetencehjulet.
Jeg er optaget af, at alle børn – straks fra fødslen – får de bedste chancer for at lære og udvikle alle medfødte ressourcer, så børnene har livschancerne i behold, når de begynder i skole og reelt har lige adgang til uddannelse efter 10 års skolegang. Forudsætningen for at det kan ske er, at børnene fra fødslen omgives af relationskompetente voksne, der ved hvornår børn typisk udvikler hvad: sprogligt, socialt, følelsesmæssigt, kognitivt, motorisk og hvordan barnets udvikling kan understøttes.
