Familierum

Familien er det første rum, barnet lærer verden at kende i

Om serien Familierum
Familierum er en serie om den kultur og de relationelle erfaringer, børn møder i familien fra de første leveår og gennem opvæksten. Med afsæt i viden om blandt andet RIG'er, tilknytning og opdragelsesstile beskrives fire familierum: det trygge og udviklende, det kontrollerende, det oversete og det uforudsigelige. Familierummene er ikke diagnoser eller faste kategorier, men en ramme for refleksion over, hvad børn oplever igen og igen – og hvordan vores værdier som forældre bliver til levet hverdagsliv.

Denne Klumme er den første LearnLabs serie om de mange forskellige "Rum" familier og professionelle bevæger sig ind og ud af, i løbet af en dag, fra de går ud af hoveddøren, til de vender hjem igen.

Hvilket rum skal vores familie være – og hvad skal vores barn opleve igen og igen, hvis vores værdier skal blive til dets virkelighed?

Hvilket rum ønsker vi, at vores barn skal vokse op i?

Vi forbereder os grundigt, når vi skal være forældre. Vi overvejer barnevogn, bolig, barsel, økonomi og alt det praktiske, der følger med, når et barn bliver en del af familien. Men måske er der en anden forberedelse, som fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. Kommende forældre kunne sætte sig sammen og spørge hinanden: Hvilket rum skal vores familie være – og hvad skal vores barn opleve igen og igen, hvis vores værdier skal blive til dets virkelighed?

Det er et stort spørgsmål, men det kan begynde helt konkret. Hvordan skal det opleves at være barn hos os? Hvordan vil vi møde vores barn, når det græder, bliver vredt eller protesterer? Hvordan vil vi sætte grænser? Hvilken plads skal leg, nysgerrighed og forskellighed have? Hvordan vil vi reagere, når barnet gør noget, vi ikke bryder os om? Og hvad skal vores barn kunne regne med – også når vi selv er trætte, pressede eller uenige?

Det er dét, jeg mener med familiens rum. Ikke det fysiske hjem, men det relationelle rum, barnet vokser op i: den kultur, de værdier og de måder at være sammen på, som barnet møder hver eneste dag.

Familien har en kultur – også når vi ikke har beskrevet den

Alle familier har en kultur, uanset om forældrene har sat ord på den. Den kommer til udtryk i måden, vi taler sammen på, viser kærlighed, håndterer uenighed og sætter grænser. Den viser sig også i, om barnet oplever, at dets følelser, tanker og behov bliver taget alvorligt, og i måden familien finder tilbage til hinanden efter en konflikt.

De fleste forældre vil gerne forbinde deres familie med kærlighed, respekt, omsorg, ansvar og tryghed. Men værdier bliver først til barnets virkelighed gennem det liv, der faktisk leves. Vi kan sige, at respekt er vigtigt, men barnet oplever, hvad respekt betyder, når det siger nej. Vi kan ønske selvstændighed, men barnet erfarer vores syn på den, når dets vilje går imod vores. Familiens rum handler derfor ikke først og fremmest om de værdier, vi siger, vi har, men om de værdier, barnet får mulighed for at erfare igen og igen i samspillet med os.

Familiens rum handler derfor ikke først og fremmest om de værdier, vi siger, vi har, men om de værdier, barnet får mulighed for at erfare igen og igen i samspillet med os.

Familierummet begynder, før barnet har ord

Denne proces begynder længe før, vi normalt taler om opdragelse. Et spædbarn kan ikke fortælle, hvordan det oplever sin familie, men det kan gøre sig erfaringer med den. Barnet bliver sultent, uroligt eller bange. Det søger øjenkontakt, græder, smiler eller rækker ud efter den voksne. Og den voksne reagerer. Nogle gange bliver barnet taget op og hjulpet tilbage til ro. Andre gange misforstår den voksne signalet eller reagerer med irritation. Ingen forældre aflæser deres barn rigtigt hver gang, og enkelte dårlige øjeblikke definerer ikke et familierum. Det interessante er de samspil, der gentager sig og efterhånden bliver genkendelige for barnet.

Her er udviklingspsykologen Daniel Sterns begreb RIG'er – Representations of Interactions that have become Generalized – interessant. Begrebet kan hjælpe os med at forstå, hvordan gentagne konkrete samspil kan blive til mere generaliserede forventninger til, hvordan det er at være sammen med andre. Oversat til voksensprog kan barnets erfaring få karakter af: Når jeg bliver bange, kommer der nogen og hjælper mig. Eller: Når jeg har brug for hjælp, må jeg klare det selv. Hvis omsorgen ofte skifter, kan erfaringen blive: Jeg ved ikke helt, hvad der sker, når jeg kalder.

Det er naturligvis ikke sætninger, spædbarnet tænker. De er vores forsøg på at beskrive relationelle erfaringer, der kan begynde at tage form, før barnet har ord. Barnet behøver ikke have et sprog, før samspillet med andre begynder at få betydning.

Familierummet udvikler sig med barnet

Familierummet forsvinder ikke, når barnet lærer at tale; det ændrer form. Småbarnet møder det, når det siger nej, vil selv og udforsker verden og har brug for voksne, der både kan give frihed og sætte trygge grænser. For skolebarnet handler det blandt andet om, hvorvidt det tør fortælle, at det har gjort noget dumt, om det må være uenig, og om det bliver hjulpet, når noget er svært.

Når barnet bliver teenager, bliver spørgsmålet, om familien kan rumme, at den unge udvikler egne holdninger, relationer og værdier: Kan jeg blive mere selvstændig og måske vælge anderledes end mine forældre – og samtidig være sikker på, at jeg fortsat hører til?

De tidlige erfaringer har betydning, men de er ikke en livslang dom. Familier kan forandre sig, og nye gentagne samspil kan give barnet nye erfaringer med både sig selv og andre.

RIG'er, tilknytning og opdragelse

I mine overvejelser om familierum ser jeg en vigtig sammenhæng mellem tre områder: barnets gentagne relationelle erfaringer, som blandt andet kan belyses gennem Sterns RIG-begreb, barnets tilknytning og forældrenes opdragelsesstil. De tre begreber er ikke det samme, men tilsammen kan de hjælpe os med at få øje på det, der skaber barnets oplevelse af familien.

Tilknytningsperspektivet retter blandt andet opmærksomheden mod, hvad barnet oplever, når det har brug for nærhed, beskyttelse og trøst. Opdragelsesstilen bliver tydeligere, efterhånden som spørgsmål om grænser, krav, dialog, selvstændighed og voksenansvar fylder mere. RIG-perspektivet retter opmærksomheden mod de konkrete samspil, der gentager sig og kan bidrage til barnets forventninger til andre.

Tilsammen rejser de et spørgsmål, jeg finder afgørende: Ikke alene hvad ønsker vi som forældre at give vores barn, men hvad oplever barnet faktisk, at vi giver det?

For intention og oplevelse behøver ikke være det samme. En forælder kan ønske at lære sit barn selvstændighed, mens barnet oplever at være overladt til sig selv. En anden kan ønske at beskytte barnet, mens barnet oplever at blive kontrolleret. Derfor må vi interessere os for barnets gentagne erfaringer, ikke kun for vores egne intentioner.

Fire familierum – ikke fire slags familier

For at gøre forskellene synlige har jeg valgt at beskrive fire familierum: det trygge og udviklende, det kontrollerende, det oversete og det uforudsigelige familierum. De er ikke kasser, familier kan sorteres ned i, og slet ikke diagnoser. De er billeder på forskellige mønstre og udviklingsbetingelser.

I det trygge og udviklende familierum møder barnet varme og tilgængelighed, men også grænser og voksenansvar. Barnets perspektiv tages alvorligt, uden at barnet får ansvaret for familien, og der er plads til leg, fejl og gradvist større selvstændighed.

I det kontrollerende familierum kan regler og forventninger være tydelige, mens lydighed og tilpasning får større plads end barnets perspektiv.

I det oversete familierum får barnet derimod i for høj grad ansvaret for sig selv. Der er en afgørende forskel på at erfare “Jeg kan selv, og du er der, hvis jeg får brug for dig” og “Jeg må selv, fordi jeg ikke forventer, at nogen hjælper mig.”

I det uforudsigelige familierum ved barnet ikke sikkert, hvad det kan regne med. Det kan derfor blive optaget af at aflæse ansigter, tonefald og stemninger for at finde ud af, hvad der mon sker denne gang.

Virkelige familier er naturligvis langt mere nuancerede. Den samme familie kan rumme træk fra flere familierum, og rummet kan ændre sig gennem barndommen. Formålet er ikke at sætte etiketter på forældre, men at skabe et sprog, der gør det lettere at spørge: Hvad er det egentlig for et rum, vores barn oplever, at det vokser op i?

Ikke den perfekte familie, men en familie med en retning

Tanken om familierum skal ikke blive endnu et ideal, som forældre kan føle sig utilstrækkelige over for. Forældre bliver trætte, misforstår deres børn, bliver vrede og håndterer indimellem situationer dårligere, end de ønskede. Det interessante er derfor også, hvad der sker bagefter. Kan den voksne vende tilbage efter en konflikt og sige: “Jeg blev alt for vred før. Det var ikke i orden. Skal vi tale om, hvad der skete?” Kan vi reparere relationen og ændre noget, hvis den samme situation igen og igen ender dårligt? Også det bliver en del af familiens rum.

Familierummet er derfor ikke et regelsæt, der kan forudsige alle situationer. Det er en retning, som forældre med fordel kan begynde at tale om, før barnet kommer, og som må genbesøges gennem hele barndommen. Hvordan vil vi sætte grænser uden at gøre barnets følelser forkerte? Hvordan reagerer vi, når vi selv mister besindelsen? Hvilken plads skal leg, nysgerrighed og forskellighed have? Hvordan støtter vi barnet i gradvist at blive mere selvstændigt og samtidig vide, at det hører til?

Det vigtigste spørgsmål er måske derfor ikke alene, hvad vi skal have klar, før barnet kommer til verden, men hvilket rum vi ønsker at skabe, når barnet er her. Det rum bliver ikke til gennem vores værdier alene. Det bliver til gennem de tusindvis af små og store samspil, barnet oplever igen og igen gennem sin opvækst.

Og derfor vender jeg tilbage til spørgsmålet, som hele tanken om familierum udspringer af:

Hvilket rum skal vores familie være – og hvad skal vores barn opleve igen og igen, hvis vores værdier skal blive til dets virkelighed?

Det fælles rum
Det fælles rum bliver tydeligt, når børn, forældre og medarbejdere ved, hvilke værdier, forventninger og færdselsregler de kan regne med – og hvad fællesskabet forventer af dem.

Ethel Hansen

Grundlægger af Kompetencehjulet, direktør i LearnLab og DLD-lobbyist.

Efter et langt arbejdsliv med ansvar for børn, unge og familier i kommunalt regi som lærer, produktionsskoleforstander og distriktskontorchef i Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune fik jeg ideen til Kompetencehjulet.

Jeg er optaget af, at alle børn – straks fra fødslen – får de bedste chancer for at lære og udvikle alle medfødte ressourcer, så børnene har livschancerne i behold, når de begynder i skole og reelt har lige adgang til uddannelse efter 10 års skolegang. Forudsætningen for at det kan ske er, at børnene fra fødslen omgives af relationskompetente voksne, der ved hvornår børn typisk udvikler hvad: sprogligt, socialt, følelsesmæssigt, kognitivt, motorisk og hvordan barnets udvikling kan understøttes.