Vi forbereder os grundigt, når vi skal være forældre. Vi overvejer barnevogn, bolig, barsel, økonomi og alt det praktiske, der følger med, når et barn bliver en del af familien. Men måske er der en anden forberedelse, som fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. Kommende forældre kunne sætte sig sammen og spørge hinanden: Hvilket rum skal vores familie være – og hvad skal vores barn opleve igen og igen, hvis vores værdier skal blive til dets virkelighed?